Når man bor på en ø, skal der sejles med færge. Det mener Venøboerne, og det mener jeg. For det er ikke en rigtig ø, hvis der er en bro. Og det er slet ikke spor besværligt med en færge, hvis man spørger mig.
Færgen sejler frem og tilbage mange gange hver dag. Fra tidlig morgen til sen aften. Den sidste færge sejler til midnat. Det kan jo godt have sine fordele, hvis man er til en kedelig fest. At man skal nå en færge.

Det er nu også noget helt særligt at skulle sejle hjem. Også selvom sejlturen til Venø kun er lige omkring to minutter. Når man står på Kleppen ser det ud til, at man kan hoppe over, så kort et stykke vej er det.

Men der er rigelig tid til, at få en lille sludder med andre øboere på færgen eller mens man venter på at komme med. Eller med færgemændende. Som man kommer til at kende. Og de kender os.

 

Så der bliver snakket, undret og kommenteret. Hvis man har fået ny bil. Eller har nogen med i bilen, som ingen kender. Ingenting går færgemandens næse forbi. Eller de andre øboeres. Men det er positivt ment. Færgen sejler jo til VEN -Ø.
Tre dage efter jeg var flyttet hertil, blev det bemærket at jeg havde været med færgen flere gange. Der blev snakket om, hvor jeg mon boede. Det blev afklaret ret hurtigt. Og så begyndte øboerne at hilse på mig, når vi kørte forbi hinanden. Fordi jeg nu var en af dem.
Det har sine fordele, at ingen kommer uset til eller fra øen. Jeg føler mig tryg, og passet godt på.