En smuk onsdag morgen åbenbarede sig, da jeg stod op. Jeg vidste regnen truede i det fjerne, så jeg skyndte mig at tage mine lyserøde vandresko på. Ned til vandet med mig. På østsiden hvor solen er stået op. Den skal nydes den tid den er her, solen.
Det er sanser på overarbejde. Jeg suger til mig. Alt det hele gemmes og lagres til det bliver januar, råkoldt og bidende.
Jeg kom forbi grankogler i hobetal. Det så ikke ud til at der var spist af nogle af dem. Overhovedet.
Mens jeg funderede over, om der mon ikke findes et eneste egern her på Venø, mødte jeg Ryan. Som stod og gjorde pænt til efterskoleeleverne. Han kunne fortælle at der ikke er nogle egern her på øen. Og heller ikke muldvarper. Og så berettede han om en mink, som for år tilbage tog færgen herover. Flere gange frem og tilbage. Den kunne godt lide de søstjerner, som findes her. Og så blev den ved at komme.
Mon egern kan opdrages til det? Der er ihvertfald rigelig mad. Muldvarper behøver vi vist ikke. Jeg tror, der er mange, som er glade for deres flade græsplæner.
Og pænt blev det ved efterskolen. Nu kan eleverne og deres forældre holde parkeret med biler og trailer under træerne, uden at få antennen revet af og ridser i taget. Når de kommer om fjorten dage. Og så bliver der ved med at være liv på Venø efter turisterne er taget hjem.
Livet er godt og tiden er rigelig. Om lidt venter solsengen og en god bog i ørene.