Kommer der mon dyr uden vinger til Venø

En smuk onsdag morgen åbenbarede sig, da jeg stod op. Jeg vidste regnen truede i det fjerne, så jeg skyndte mig at tage mine lyserøde vandresko på. Ned til vandet med mig. På østsiden hvor solen er stået op. Den skal nydes den tid den er her, solen.

Det er sanser på overarbejde. Jeg suger til mig. Alt det hele gemmes og lagres til det bliver januar, råkoldt og bidende.

Jeg kom forbi grankogler i hobetal. Det så ikke ud til at der var spist af nogle af dem. Overhovedet.

Mens jeg funderede over, om der mon ikke findes et eneste egern her på Venø, mødte jeg Ryan. Som stod og gjorde pænt til efterskoleeleverne. Han kunne fortælle at der ikke er nogle egern her på øen. Og heller ikke muldvarper. Og så berettede han om en mink, som for år tilbage tog færgen herover. Flere gange frem og tilbage. Den kunne godt lide de søstjerner, som findes her. Og så blev den ved at komme.

Mon egern kan opdrages til det? Der er ihvertfald rigelig mad. Muldvarper behøver vi vist ikke. Jeg tror, der er mange, som er glade for deres flade græsplæner.

Og pænt blev det ved efterskolen. Nu kan eleverne og deres forældre holde parkeret med biler og trailer under træerne, uden at få antennen revet af og ridser i taget. Når de kommer om fjorten dage. Og så bliver der ved med at være liv på Venø efter turisterne er taget hjem.

Livet er godt og tiden er rigelig. Om lidt venter solsengen og en god bog i ørene.

Imellem duvende Limfjord og regntunge skyer

Det har været en feriemandag lige efter mit hovede. I hvertfald her til formiddag. For solen stod på lur og kiggede lunende frem bag høje fjerlette skyer.

Dagen begyndte med lang gåtur i lyserøde vandresko. Og rygsæk pakket med vandflaske og vindjakke. For man ved aldrig om vejret skifter. Og jeg havde planlagt hele sydspidsen af Venø rundt i dag. Det er ca 10 km.

Ved badestranden holdt en bil uden mennesker parkeret. Jeg hørte hvin og småsnakken på et andet sprog end dansk. Da jeg kom helt hen til vandkanten, stod bilens mennesker ude i det blikstille vand. Kun det øverste af deres kroppe var at se. Og så deres store fiskestænger.

Sommersolen bagte og der er skønt i skyggen, synes nogle får jeg mødte, nok at sige.

Et væltet træ jeg kom forbi, blev perfekt siddeplads for en tørstende sjæl som mig. Der var dømt pause og udsigtsnydelse.

Rundende sydspidsen kom regntunge skyer i min retning. Det lynede tilmed. Jeg rubbede fødderne, men nåede ikke helt hjem, før tunge dråber væltede ned i nakken på mig. Jeg blev næsten ikke våd. For jeg havde jo husket vindjakken. Heldigvis.

Men når den gider, er der ikke meget som slår en dansk sommer.  Sådan som den præcis gad her til formiddag. Trivielt og kedeligt er vejret her til lands aldrig.

Sødt liv. Søde drømme. Sød ferie – med vandmelon.

Jeg sidder i min havestue. Stille for mig selv. Jeg kigger på min skønne udsigt. Og tænker smukt. Helt glad indeni, fordi jeg har muligheden. Dybt taknemmelig for, at mit liv drejede til Venø. Jeg synes livet er dejligt og smukt. Føler mig godt tilpas.

På taget trommer regnen. Jeg kan høre den meget tydeligt herude. Jeg sidder bare. Og så spiser jeg et stykke saftig vandmelon.

Vandmelonen blev købt, fordi jeg skulle have min søde kusine på forlænget weekend. Vi hyggede, grinede, gik lange ture. Og tog på impulsiv picnic i det grønne. Med udsigt. Den smukkeste, hvis du spørger mig.

 

I dag har jeg ferie. Stadig. Der er god tid til alting. Jeg skal først på arbejde igen om en uge. Så jeg nyder livet. Gør de ting, jeg elsker. Hører musik, nyder Venø naturen, taler med skønne naboer, genboer og Venø byboer. De inviterer mig på kaffe. Hvis jeg kommer forbi. Det føles rart at være velkommen.

Jeg sidder under tag. Har udsigt til Oddesundbroen, Limfjorden og mine søde naboer. Der er så uendelig meget at være taknemmelig for.

Hvor er det spændende…

        

Første indlæg skydes i gang med disse smukke udsigter. Selvom det blæste ret kraftigt i går, er det altid muligt at finde steder med læ her på Venø. Jeg er bestemt ikke fan af blæsevejr. Og alligevel er jeg flyttet til et sted, hvor der sjældent er helt vindstille. Men det er på grund af det med læ sider. Altid kan jeg finde en rute, hvor der er smukt og næsten vind stille, på mine utallige gå ture rundt på denne ø. Her er kuperet og masser af høje træer. De giver læ og jeg kan nyde lyden af vinden i trætoppene, Limfjordens brusen og fuglesang.

Hvis det blæser for meget, siger fuglene ikke noget og lyden fra trætoppene bliver lidt hylende og pibende. Og så kan jeg nu godt finde på at gå rundt med lydpropper i ørerne og lytte til en god lydbog. Så kan udsigten nemlig sagtens nydes alligevel.