Lidt til maven, øjnene og ganen

Hvis du er sulten, kan du lave maden selv. Måske smøre dig en rugbrødsmad, hvis du orker. Eller hvis det skulle vise sig, at blive en af landets få lune sommeraftener uden blæst og regn, så kunne du også tænde op i din grill og stege bøffer. Du kunne for eksempel også håbe på, at nogen inviterede dig ud på middag et
sted. Eller du kunne jo også invitere dig selv.


Så kan jeg klart anbefale et godt sted af slagsen. Her er søde piger, som serverer maden på en charmerende måde, maden er delikat, udsigten eminent og omgivelserne virkelig hyggelige.

Fantastisk at Venø kan byde på sådan en oplevelse. Jeg har været der flere gange nu, og jeg bliver så mæt og glad hver gang. En middag på Venø kro er en udsøgt fornøjelse.


Og på menuen kunne der for eksempel være skønne Venøbøffer, som kroen er vidt berømt for. De smager så himlene synger. Især hvis du kan lide hvidløg. Og det kan jeg godt. Uhmnnn.

Gadekunst i verdensklasse

   

I forrige uge var jeg på tur. En smuk tur ned i det sydvestjyske. Og den oplevelse skal I ikke snydes for, selvom det ikke handler så meget om Venø.
Jeg var forbi Brande. En by som er verdensberømt i hele Danmark for især deres gavlmalerier. Men denne gang handler det om 3D malerier rundt på byens torve og pladser. Kaldet Street art.
De blev til i begyndelsen af juli 2017. Tyve udenlandske kunstnere fra hele verden deltog. Kunstnerne arbejde ganske gratis.
Smukt og særdeles gennemførte var de smukke malerier, hvor effekten dog bedst kunne nydes gennem et kamera. Og her kom smartphonen virkelig til sin ret.

 

Når jeg stod ved siden af maleriet og betragtede det med mit blotte øje, kunne det ikke ses, at her var der tale om et mesterværk. Ja faktisk kunne jeg kun se, at maleriet så lidt aflangt ud, og havde svært ved at se, hvad det skulle forestille. Men hold nu op så fine de var, når kameraet lavede et mesterskud. Se selv.

Ved færgen begynder Venø

Når man bor på en ø, skal der sejles med færge. Det mener Venøboerne, og det mener jeg. For det er ikke en rigtig ø, hvis der er en bro. Og det er slet ikke spor besværligt med en færge, hvis man spørger mig.
Færgen sejler frem og tilbage mange gange hver dag. Fra tidlig morgen til sen aften. Den sidste færge sejler til midnat. Det kan jo godt have sine fordele, hvis man er til en kedelig fest. At man skal nå en færge.

Det er nu også noget helt særligt at skulle sejle hjem. Også selvom sejlturen til Venø kun er lige omkring to minutter. Når man står på Kleppen ser det ud til, at man kan hoppe over, så kort et stykke vej er det.

Men der er rigelig tid til, at få en lille sludder med andre øboere på færgen eller mens man venter på at komme med. Eller med færgemændende. Som man kommer til at kende. Og de kender os.

 

Så der bliver snakket, undret og kommenteret. Hvis man har fået ny bil. Eller har nogen med i bilen, som ingen kender. Ingenting går færgemandens næse forbi. Eller de andre øboeres. Men det er positivt ment. Færgen sejler jo til VEN -Ø.
Tre dage efter jeg var flyttet hertil, blev det bemærket at jeg havde været med færgen flere gange. Der blev snakket om, hvor jeg mon boede. Det blev afklaret ret hurtigt. Og så begyndte øboerne at hilse på mig, når vi kørte forbi hinanden. Fordi jeg nu var en af dem.
Det har sine fordele, at ingen kommer uset til eller fra øen. Jeg føler mig tryg, og passet godt på.

Galleri Kluk

  

På havnen findes en række små røde skure med grønne døre. De har i tidernes morgen nok været brugt til fiskernes garn og andet grej. Nu er der ikke mange som ernærer sig ved fiskeri på Venø mere. Så er der andre som kan få glæde og gavn af de små skure. Heldigvis. Det er bare så hyggeligt med liv og mennesker på havnen en solskinsdag.

Og hygge, det forstår Kirsten sig på. Hun sidder ofte smilende udenfor skuret på en bænk ved et lille bord. Her er hun fuldt optaget af at male. Men hvis du nærmer dig, inviterer hun straks indenfor i sit lille bitte galleri, hun kalder for Kluk.
Her kan du sidde en stille stund på bænken og betragte hendes smukke akvareller og oliemalede drivtømmer. Hun har i dem indfanget Venøs smukke natur. Og en fasankok ved navn Julius, som bor i Kirstens have.
Kirsten vil også gerne snakke. Om løst og fast men ikke mindst om Venø. Så har hun og jeg et godt emne, vi sammen kan tale om længe.
Jeg var nødt til at eje de to måger på drivtømmer. De ligger nu og pynter i min havestue. Og minder mig om Kirstens glade smil og gæstfrihed.

I Kirstens galleri sælger hun desuden de mest fantastiske fotokort af Christian Mortensen. Christian har på smukkeste vis indfanget steder og vidunderlig natur fra Venø.
Jeg elsker at være på besøg i Kirstens galleri.

En flot men sørgmodig solnedgang

Fantastisk, magisk, fortryllende … Hvilke ord skal jeg bruge om noget så smukt. Og tænk, det skete lige udenfor mine vinduer sent i aftes. Jeg føler mig som det heldigste menneske. At jeg kan kalde det for mit hjem.
Også selvom jeg, trist og fuld af sorg, brugte det meste af eftermiddagen igår hos min mor. Som ikke havde det så godt. Hendes liv er ved at rinde ud. Hun har Alzheimers sygdom og har haft det længe.
Det meste af tiden var hun langt væk. Men kiggede pludselig på mig indimellem. Jeg fik sagt farvel på smukkeste vis. Med sangen om Lille sommerfugl og Du er min øjesten.
Sange, hun sang for mig, da jeg var lille, mens hun strøg hårlokker bag mit evige altid betændte øre. Så trygt.

Jeg gjorde det samme ved hende i går, mens hun lå helt stille og trak vejret rytmisk og pustende.
Underligt at være fyldt af så modsatrettede følelser på en gang.

Sidste feriedag

Byger der går og kommer. Det er den danske sommer. Sådan lyder den kendte sang fra højskolesangbogen. Og sådan var det præcis i dag. Overalt var der vådt og gråt. Blæsevejr og tunge skyer hang over Venø. Det virkede ikke særlig indbydende til udendørsliv.

Så min gåtur i dag blev til udflugt i Merivaen. Til Århus og IKEA. Det var ikke vejr til andet. Jeg manglede nogle småting og køkkengrej. Og så er IKEA stedet at købe ind. Med solen skinnende ind af bilruderne. Jeg havde fuld gang i aircon og måtte have solbriller på. Så smagte det lidt af sommer.

Det er min sidste feriedag. Nu er der bare weekenden tilbage. Tænk så hurtigt de tre uger gik. Jeg har haft det godt. Men kunne godt have brugt mere tid.

I IKEA var det halve af Danmark samlet tror jeg. Det var et hektisk og udmattende besøg.
Men nu er de små møbler samlet. Jeg fortjener mindst en medalje, for turen og det at samle møbler. Men kanelbullar kan også gøre det. Og sofakaffe samt en god bog. Ah..

Smuk solnedgangskoncert

Til aften var der stuvende fuldt i Venøs lille kirke. Det bliver der nu også nemt, for Venø kirke er efter sigende Danmarks mindste. Der kan sidde tre på hver kirkebænk. I begge sider. Der blev stillet ekstra skamler frem, så der blev plads til nogen flere. Ingen behøvede at stå op. Bortset fra klarinettisten Michael Børresen, men han havde jo selv valgt det.

Sikke en vidunderlig smuk og medrivende koncert det blev. Michael blev akkompagneret på kirkens orgel af Michael Turikat. Klarinetten og orglet overdøvede heldigvis sagtens det høreapparat, som hylede lystigt hele koncerten igennem. Mange gæster hørte den høje lyd, bortset fra personen som ejede høreapparatet. Gad vide hvad vedkommende mon hørte af koncerten.

Der blev spillet både Summertime, Only you og Fly me to the Moon. Rigtige swingnumre. Vi sad allesammen og vuggede med i takt fra side til side.

Og så spillede de en melodi ved navn POLYLALU som Michael fortalte, havde tilknytning til Venø. Købmanden, som havde butik her på øen engang, ville nemlig kun sælge øl til de, som kunne udtale POLYLALU hurtigt og rent. Prøv engang, hvor svært ordet ligger på tungen i ædru tilstand. Og tænk så hvor svært det må være at sige, med en pind i øret.

Jeg glæder mig til på torsdag, for da er der en ny solnedgangskoncert i vente.

 

Forfulgt af måger

Torsdagen blev skudt i gang med grå regnvejrsskyer. Der kom store, tunge dråber. Igen. Ryan kom forbi dryppende af regn og fortalte mig om en ledig bolig til vinter. Hvis jeg ville. Og hvis min plan om sommerhuset ved siden af glipper. Nu lever øens navn virkelig op til, hvad den er –  VEN ø. For hold nu op, så megen venlighed, jeg møder her.

Kort før frokost vendte vejret. Blå himmel åbenbaredes mellem truende mørkegrå skyer. Til gengæld blev de hurtigt blæst væk af en jævn vind fra vest. Heldigvis er der læ på østsiden. Så mine lyserøde vandresko blev straks sendt i den retning. Min plan var rundt om Nørskov Vig. For at se på sæler.  https://da.m.wikipedia.org/wiki/Nørskov_Vig 

Kom forbi den skønneste mark med moden havre og gik videre nynnende på “Jeg er havren, jeg har bjælder på”

Vel ankommet til stranden gik jeg i den strideste vind. Blæsten rev fat i alting. Mit hår stod næsten vandret. En sejlbåd i bugten lå med den ene side i vandkanten og den anden op mod himlen. På bølgerne var hvide skumtoppe.

Straks jeg nåede pynten stik nord, blev jeg angrebet af vrede måger. De ønskede åbenbart ikke, jeg skulle forbi deres residens. Jeg prøvede op til flere gange. Men mågerne og jeg blev enige om, det var bedst, jeg vendte om. Vinden var alligevel også blevet for meget. Så den tur må jeg gøre en anden dag. Udstyret med paraply som skjold, så jeg ikke får en måge i nakken.

Gik tilbage på skrænten og følte mig som bjergbestiger. Men deroppe var den skønneste udsigt. Garanteret bedst i lidt mere stille vejr, så den velfortjent kunne nydes. Længe. Men lyngen var lilla. Næsten.

 

Kommer der mon dyr uden vinger til Venø

En smuk onsdag morgen åbenbarede sig, da jeg stod op. Jeg vidste regnen truede i det fjerne, så jeg skyndte mig at tage mine lyserøde vandresko på. Ned til vandet med mig. På østsiden hvor solen er stået op. Den skal nydes den tid den er her, solen.

Det er sanser på overarbejde. Jeg suger til mig. Alt det hele gemmes og lagres til det bliver januar, råkoldt og bidende.

Jeg kom forbi grankogler i hobetal. Det så ikke ud til at der var spist af nogle af dem. Overhovedet.

Mens jeg funderede over, om der mon ikke findes et eneste egern her på Venø, mødte jeg Ryan. Som stod og gjorde pænt til efterskoleeleverne. Han kunne fortælle at der ikke er nogle egern her på øen. Og heller ikke muldvarper. Og så berettede han om en mink, som for år tilbage tog færgen herover. Flere gange frem og tilbage. Den kunne godt lide de søstjerner, som findes her. Og så blev den ved at komme.

Mon egern kan opdrages til det? Der er ihvertfald rigelig mad. Muldvarper behøver vi vist ikke. Jeg tror, der er mange, som er glade for deres flade græsplæner.

Og pænt blev det ved efterskolen. Nu kan eleverne og deres forældre holde parkeret med biler og trailer under træerne, uden at få antennen revet af og ridser i taget. Når de kommer om fjorten dage. Og så bliver der ved med at være liv på Venø efter turisterne er taget hjem.

Livet er godt og tiden er rigelig. Om lidt venter solsengen og en god bog i ørene.

Imellem duvende Limfjord og regntunge skyer

Det har været en feriemandag lige efter mit hovede. I hvertfald her til formiddag. For solen stod på lur og kiggede lunende frem bag høje fjerlette skyer.

Dagen begyndte med lang gåtur i lyserøde vandresko. Og rygsæk pakket med vandflaske og vindjakke. For man ved aldrig om vejret skifter. Og jeg havde planlagt hele sydspidsen af Venø rundt i dag. Det er ca 10 km.

Ved badestranden holdt en bil uden mennesker parkeret. Jeg hørte hvin og småsnakken på et andet sprog end dansk. Da jeg kom helt hen til vandkanten, stod bilens mennesker ude i det blikstille vand. Kun det øverste af deres kroppe var at se. Og så deres store fiskestænger.

Sommersolen bagte og der er skønt i skyggen, synes nogle får jeg mødte, nok at sige.

Et væltet træ jeg kom forbi, blev perfekt siddeplads for en tørstende sjæl som mig. Der var dømt pause og udsigtsnydelse.

Rundende sydspidsen kom regntunge skyer i min retning. Det lynede tilmed. Jeg rubbede fødderne, men nåede ikke helt hjem, før tunge dråber væltede ned i nakken på mig. Jeg blev næsten ikke våd. For jeg havde jo husket vindjakken. Heldigvis.

Men når den gider, er der ikke meget som slår en dansk sommer.  Sådan som den præcis gad her til formiddag. Trivielt og kedeligt er vejret her til lands aldrig.