Jeg hedder Linda. Jeg ønsker dig velkommen her på Venoeboen.dk. Her vil du kunne læse om løst og fast omhandlende det, at være fascineret af de små ting i livet og af de mange spændende fænomener, som er at opleve på Venø. Øen ligger i Limfjorden, lige udenfor Struer – mellem Thyholm og Salling.

Jeg er oprindelig født i Esbjerg, er vokset op i Herning og kom ved en tilfældighed til at bo på Venø. Nu vil jeg kalde mig selv for venøboer af hele mit hjerte…

Hvad fordriver jeg tiden med…

Jeg ser næsten aldrig TV. Faktisk har jeg slet ikke et. Jeg streamer af og til en film eller serie på Netflix, men oftest har jeg mange andre ting at give mig til. Jeg strikker, læser, spiser, nyder livet, skriver, lærer og hygger mig det bedste, jeg har lært. Og så går jeg mange, lange ture. Oftest er det her på Venø jeg kan ses i mine lyserøde vandresko.

Jeg er oftest glad og godt tilpas. Jeg forsøger at leve på en måde, som om hver dag var den sidste dag i mit liv og første dag i resten. Jeg øver mig i at være i nuet, opleve intenst med alle sanser og få dem skrevet ned, så både I og jeg selv kan glædes over dagens indhold. Jeg håber du vil lade dig smitte af stemningen, jeg forsøger at skabe her på bloggen. Måske får du lyst at komme forbi Venø en dag? Ellers må du meget gerne dele dine tanker om mine indlæg i kommentarfeltet..

Rigtig god læselyst…

Linda