I morges på min gåtur buldrede og bragede det. Jorden rystede nærmest under mig. Jeg var gået hjemmefra i solskin, men med truende skyer i horisonten. På en ø lyder tordenvejret dobbelt så højt som inde i landet, og det ruller ligesom rundt længe…

Jeg blev ved med at gå og tænkte, at jeg godt kunne nå et par kilometer i dag. Farten satte jeg lidt op men tog mig tid til at betragte hullerne fra buksebierne for at se, om jeg igen i dag kunne være heldig at se dens arbejdsiver med at grave jorden baglæns op af hullet.

Buksebi bo

Den kom slet ikke frem i dag, som om den kunne mærke at den ville blive våd, hvis den dukkede frem?

Da jeg med lynets hast var på vej med næsen i retning af hjem, kom jeg lige forbi blomstrende lilla lyng og tænkte, at det nu lakker mod enden med sommeren, desværre.

Jeg elsker nemlig blå himmel, lune sommeraftener med rosévin i glasset, fuglesang og summende insekter. Hvert eneste år i vinterhalvåret savner jeg dette og glæder mig usigeligt til sommeren dukker op igen.

Men i dag på min gåtur var solen hurtigt væk bag store, tunge og regnvåde skyer. Jeg nåede lige indenfor døren derhjemme da himlen åbnede sine sluser og regnen bare væltede ned… jeg følte mig godt nok heldig lige der!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *