Sådan lyder en velkendt salme af Grundtvig. Og jeg kan da om nogen sagtens skrive under på det. Sikke en himmel der var mod øst for leden dag, hvor der var en smule sol fra morgenstunden.

I disse dage har det dog kun været kortvarigt. Hold da helt op, hvor har det regnet. Og hvor er det koldt. Jeg har fundet handskerne frem og bruger dem flittigt.
De tykke sokker ligger også i nå afstand, så de nemt kan trækkes på fødderne.
Når det så er sagt, så er det virkelig livsbekræftende og vidunderlig smukt, når solen kigger ind af mit køkkenvindue på denne helt fantastiske måde og at jeg stadig kan gå en tur ved stranden en tidlig morgen, og se solen stå op. Nu dog med lidt mere tøj på end for bare ganske få uger siden.

Det er desuden svært at vænne sig til, det hurtigere bliver mørkt om aftenen. Jeg må virkelig have investeret i en lommelygte. For her hvor jeg bor, er der ingen gadelygter. Så det er meget, meget mørkt, når solen lidt mere tidligt end i sommer, går ned mod vest.

På trods af skyerne som hænger på himlen, tunge og mørke og jeg kan mærke efteråret blæse sig ind over Venø, så har det sin charme at putte sig under et tæppe, tænde masser af stearinlys og fyre op i brændeovnen, når mørket sænker sig og gardinerne er trukket for.
Det er vist det vi allesammen kalder for hygge. Er det ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *