Month: september 2017

Morgenstund har guld i mund

Sådan lyder en velkendt salme af Grundtvig. Og jeg kan da om nogen sagtens skrive under på det. Sikke en himmel der var mod øst for leden dag, hvor der var en smule sol fra morgenstunden.

I disse dage har det dog kun været kortvarigt. Hold da helt op, hvor har det regnet. Og hvor er det koldt. Jeg har fundet handskerne frem og bruger dem flittigt.
De tykke sokker ligger også i nå afstand, så de nemt kan trækkes på fødderne.
Når det så er sagt, så er det virkelig livsbekræftende og vidunderlig smukt, når solen kigger ind af mit køkkenvindue på denne helt fantastiske måde og at jeg stadig kan gå en tur ved stranden en tidlig morgen, og se solen stå op. Nu dog med lidt mere tøj på end for bare ganske få uger siden.

Det er desuden svært at vænne sig til, det hurtigere bliver mørkt om aftenen. Jeg må virkelig have investeret i en lommelygte. For her hvor jeg bor, er der ingen gadelygter. Så det er meget, meget mørkt, når solen lidt mere tidligt end i sommer, går ned mod vest.

På trods af skyerne som hænger på himlen, tunge og mørke og jeg kan mærke efteråret blæse sig ind over Venø, så har det sin charme at putte sig under et tæppe, tænde masser af stearinlys og fyre op i brændeovnen, når mørket sænker sig og gardinerne er trukket for.
Det er vist det vi allesammen kalder for hygge. Er det ikke?

Det lakker mod efterår

Forleden morgen kunne det mærkes, efteråret.. Kølig brise, tågedis og edderkoppespind i græsset fyldt med vanddråber. Det var koldt for fingrene og jeg fortrød, at jeg havde ladet mine handsker ligge derhjemme.

Efteråret dufter af jord og tang. Særligt når man som jeg kan gå langs strandbredden helt tæt på og nyde disen, tangen og den kølige efterårsvind. Om lidt får bladene en helt anden farve og mange af dem lægger sig i min carport, så snart en efterårsstorm har været en tur forbi. Og en kost har jeg ikke endnu. Måske en sådan bør skrives på min ønskeliste, når jeg inden så længe har fødselsdag. Bare så bladene ikke skal finde ind i bilen også.

På mine utallige vandreture på Venø, er jeg ofte kommet forbi denne havelåge. Bag den gemmer sig den skønneste have. Dem som bor der, har sans for havebrug. Der er altid et mægtigt blomsterflor i alverdens farver. Selv nu, hvor haveåret går på hæld, er der et hav af blomster og det er en fornøjelse at kigge ind over den havelåge.

(mere…)

Besøg er det dejligste

For et par uger siden fik jeg besøg. Min yngste datter og svigersøn var kørt fra Vejle til Venø. En tur på knapt to timer.

Det er første gang de kommer forbi Venø, imens jeg bor her. Jeg glædede mig som et lille barn til at vise dem, hvor smukt her er. Sådan at de fik lyst til at komme igen. På trods af den lange køretur. Og jeg tror de blev forelsket. Ligesom jeg.

Vi gik en lang tur ud til Nørskov Vig. Vi håbede at få et glimt af de spættede sæler, som ofte ligger der ude på sandtangen. Det var et smukt stille vejr, den fredag eftermiddag de kom. Og mågerne lod os gå forbi, men dog under kraftige protester af lyd.

Nogle gange kan passagen godt vades over. Men i dag var der både for dybt og for meget strøm til at vi turde prøve. Så vi måtte gætte på, om de sortgrå pletter, vi kunne skimte ude på tangen var de berømte sæler. Vi besluttede at det var det.. imens vi ærgrede os over, vi ikke havde en kikkert med os, så vi kunne have set det helt tydeligt.


På vejen tilbage langs stranden mødte vi dog en ganske lille sæl liggende i tangen. Vi blev enige om det måtte være en babysæl, som lå og solede sig lidt. Vi kom ganske tæt på, inden den forlod stranden ligeså stille og gled ud i vandet for at finde sin mor.

Mine gæster blev for at overnatte. De oplevede en nat i fuldkommen stilhed. Uden motorstøj af nogen art, bælgmørkt uden gadelygter samt behagelig temperatur i soveværelset. Og de ville rigtig gerne vende tilbage til Venø en anden gang.