Month: juli 2017

En flot men sørgmodig solnedgang

Fantastisk, magisk, fortryllende … Hvilke ord skal jeg bruge om noget så smukt. Og tænk, det skete lige udenfor mine vinduer sent i aftes. Jeg føler mig som det heldigste menneske. At jeg kan kalde det for mit hjem.
Også selvom jeg, trist og fuld af sorg, brugte det meste af eftermiddagen igår hos min mor. Som ikke havde det så godt. Hendes liv er ved at rinde ud. Hun har Alzheimers sygdom og har haft det længe.
Det meste af tiden var hun langt væk. Men kiggede pludselig på mig indimellem. Jeg fik sagt farvel på smukkeste vis. Med sangen om Lille sommerfugl og Du er min øjesten.
Sange, hun sang for mig, da jeg var lille, mens hun strøg hårlokker bag mit evige altid betændte øre. Så trygt.

Jeg gjorde det samme ved hende i går, mens hun lå helt stille og trak vejret rytmisk og pustende.
Underligt at være fyldt af så modsatrettede følelser på en gang.

Sidste feriedag

Byger der går og kommer. Det er den danske sommer. Sådan lyder den kendte sang fra højskolesangbogen. Og sådan var det præcis i dag. Overalt var der vådt og gråt. Blæsevejr og tunge skyer hang over Venø. Det virkede ikke særlig indbydende til udendørsliv.

Så min gåtur i dag blev til udflugt i Merivaen. Til Århus og IKEA. Det var ikke vejr til andet. Jeg manglede nogle småting og køkkengrej. Og så er IKEA stedet at købe ind. Med solen skinnende ind af bilruderne. Jeg havde fuld gang i aircon og måtte have solbriller på. Så smagte det lidt af sommer.

Det er min sidste feriedag. Nu er der bare weekenden tilbage. Tænk så hurtigt de tre uger gik. Jeg har haft det godt. Men kunne godt have brugt mere tid.

I IKEA var det halve af Danmark samlet tror jeg. Det var et hektisk og udmattende besøg.
Men nu er de små møbler samlet. Jeg fortjener mindst en medalje, for turen og det at samle møbler. Men kanelbullar kan også gøre det. Og sofakaffe samt en god bog. Ah..

Smuk solnedgangskoncert

Til aften var der stuvende fuldt i Venøs lille kirke. Det bliver der nu også nemt, for Venø kirke er efter sigende Danmarks mindste. Der kan sidde tre på hver kirkebænk. I begge sider. Der blev stillet ekstra skamler frem, så der blev plads til nogen flere. Ingen behøvede at stå op. Bortset fra klarinettisten Michael Børresen, men han havde jo selv valgt det.

Sikke en vidunderlig smuk og medrivende koncert det blev. Michael blev akkompagneret på kirkens orgel af Michael Turikat. Klarinetten og orglet overdøvede heldigvis sagtens det høreapparat, som hylede lystigt hele koncerten igennem. Mange gæster hørte den høje lyd, bortset fra personen som ejede høreapparatet. Gad vide hvad vedkommende mon hørte af koncerten.

Der blev spillet både Summertime, Only you og Fly me to the Moon. Rigtige swingnumre. Vi sad allesammen og vuggede med i takt fra side til side.

Og så spillede de en melodi ved navn POLYLALU som Michael fortalte, havde tilknytning til Venø. Købmanden, som havde butik her på øen engang, ville nemlig kun sælge øl til de, som kunne udtale POLYLALU hurtigt og rent. Prøv engang, hvor svært ordet ligger på tungen i ædru tilstand. Og tænk så hvor svært det må være at sige, med en pind i øret.

Jeg glæder mig til på torsdag, for da er der en ny solnedgangskoncert i vente.

 

Forfulgt af måger

Torsdagen blev skudt i gang med grå regnvejrsskyer. Der kom store, tunge dråber. Igen. Ryan kom forbi dryppende af regn og fortalte mig om en ledig bolig til vinter. Hvis jeg ville. Og hvis min plan om sommerhuset ved siden af glipper. Nu lever øens navn virkelig op til, hvad den er –  VEN ø. For hold nu op, så megen venlighed, jeg møder her.

Kort før frokost vendte vejret. Blå himmel åbenbaredes mellem truende mørkegrå skyer. Til gengæld blev de hurtigt blæst væk af en jævn vind fra vest. Heldigvis er der læ på østsiden. Så mine lyserøde vandresko blev straks sendt i den retning. Min plan var rundt om Nørskov Vig. For at se på sæler.  https://da.m.wikipedia.org/wiki/Nørskov_Vig 

Kom forbi den skønneste mark med moden havre og gik videre nynnende på “Jeg er havren, jeg har bjælder på”

Vel ankommet til stranden gik jeg i den strideste vind. Blæsten rev fat i alting. Mit hår stod næsten vandret. En sejlbåd i bugten lå med den ene side i vandkanten og den anden op mod himlen. På bølgerne var hvide skumtoppe.

Straks jeg nåede pynten stik nord, blev jeg angrebet af vrede måger. De ønskede åbenbart ikke, jeg skulle forbi deres residens. Jeg prøvede op til flere gange. Men mågerne og jeg blev enige om, det var bedst, jeg vendte om. Vinden var alligevel også blevet for meget. Så den tur må jeg gøre en anden dag. Udstyret med paraply som skjold, så jeg ikke får en måge i nakken.

Gik tilbage på skrænten og følte mig som bjergbestiger. Men deroppe var den skønneste udsigt. Garanteret bedst i lidt mere stille vejr, så den velfortjent kunne nydes. Længe. Men lyngen var lilla. Næsten.

 

Kommer der mon dyr uden vinger til Venø

En smuk onsdag morgen åbenbarede sig, da jeg stod op. Jeg vidste regnen truede i det fjerne, så jeg skyndte mig at tage mine lyserøde vandresko på. Ned til vandet med mig. På østsiden hvor solen er stået op. Den skal nydes den tid den er her, solen.

Det er sanser på overarbejde. Jeg suger til mig. Alt det hele gemmes og lagres til det bliver januar, råkoldt og bidende.

Jeg kom forbi grankogler i hobetal. Det så ikke ud til at der var spist af nogle af dem. Overhovedet.

Mens jeg funderede over, om der mon ikke findes et eneste egern her på Venø, mødte jeg Ryan. Som stod og gjorde pænt til efterskoleeleverne. Han kunne fortælle at der ikke er nogle egern her på øen. Og heller ikke muldvarper. Og så berettede han om en mink, som for år tilbage tog færgen herover. Flere gange frem og tilbage. Den kunne godt lide de søstjerner, som findes her. Og så blev den ved at komme.

Mon egern kan opdrages til det? Der er ihvertfald rigelig mad. Muldvarper behøver vi vist ikke. Jeg tror, der er mange, som er glade for deres flade græsplæner.

Og pænt blev det ved efterskolen. Nu kan eleverne og deres forældre holde parkeret med biler og trailer under træerne, uden at få antennen revet af og ridser i taget. Når de kommer om fjorten dage. Og så bliver der ved med at være liv på Venø efter turisterne er taget hjem.

Livet er godt og tiden er rigelig. Om lidt venter solsengen og en god bog i ørene.

Imellem duvende Limfjord og regntunge skyer

Det har været en feriemandag lige efter mit hovede. I hvertfald her til formiddag. For solen stod på lur og kiggede lunende frem bag høje fjerlette skyer.

Dagen begyndte med lang gåtur i lyserøde vandresko. Og rygsæk pakket med vandflaske og vindjakke. For man ved aldrig om vejret skifter. Og jeg havde planlagt hele sydspidsen af Venø rundt i dag. Det er ca 10 km.

Ved badestranden holdt en bil uden mennesker parkeret. Jeg hørte hvin og småsnakken på et andet sprog end dansk. Da jeg kom helt hen til vandkanten, stod bilens mennesker ude i det blikstille vand. Kun det øverste af deres kroppe var at se. Og så deres store fiskestænger.

Sommersolen bagte og der er skønt i skyggen, synes nogle får jeg mødte, nok at sige.

Et væltet træ jeg kom forbi, blev perfekt siddeplads for en tørstende sjæl som mig. Der var dømt pause og udsigtsnydelse.

Rundende sydspidsen kom regntunge skyer i min retning. Det lynede tilmed. Jeg rubbede fødderne, men nåede ikke helt hjem, før tunge dråber væltede ned i nakken på mig. Jeg blev næsten ikke våd. For jeg havde jo husket vindjakken. Heldigvis.

Men når den gider, er der ikke meget som slår en dansk sommer.  Sådan som den præcis gad her til formiddag. Trivielt og kedeligt er vejret her til lands aldrig.

Sødt liv. Søde drømme. Sød ferie – med vandmelon.

Jeg sidder i min havestue. Stille for mig selv. Jeg kigger på min skønne udsigt. Og tænker smukt. Helt glad indeni, fordi jeg har muligheden. Dybt taknemmelig for, at mit liv drejede til Venø. Jeg synes livet er dejligt og smukt. Føler mig godt tilpas.

På taget trommer regnen. Jeg kan høre den meget tydeligt herude. Jeg sidder bare. Og så spiser jeg et stykke saftig vandmelon.

Vandmelonen blev købt, fordi jeg skulle have min søde kusine på forlænget weekend. Vi hyggede, grinede, gik lange ture. Og tog på impulsiv picnic i det grønne. Med udsigt. Den smukkeste, hvis du spørger mig.

 

I dag har jeg ferie. Stadig. Der er god tid til alting. Jeg skal først på arbejde igen om en uge. Så jeg nyder livet. Gør de ting, jeg elsker. Hører musik, nyder Venø naturen, taler med skønne naboer, genboer og Venø byboer. De inviterer mig på kaffe. Hvis jeg kommer forbi. Det føles rart at være velkommen.

Jeg sidder under tag. Har udsigt til Oddesundbroen, Limfjorden og mine søde naboer. Der er så uendelig meget at være taknemmelig for.

Hvor er det spændende…

        

Første indlæg skydes i gang med disse smukke udsigter. Selvom det blæste ret kraftigt i går, er det altid muligt at finde steder med læ her på Venø. Jeg er bestemt ikke fan af blæsevejr. Og alligevel er jeg flyttet til et sted, hvor der sjældent er helt vindstille. Men det er på grund af det med læ sider. Altid kan jeg finde en rute, hvor der er smukt og næsten vind stille, på mine utallige gå ture rundt på denne ø. Her er kuperet og masser af høje træer. De giver læ og jeg kan nyde lyden af vinden i trætoppene, Limfjordens brusen og fuglesang.

Hvis det blæser for meget, siger fuglene ikke noget og lyden fra trætoppene bliver lidt hylende og pibende. Og så kan jeg nu godt finde på at gå rundt med lydpropper i ørerne og lytte til en god lydbog. Så kan udsigten nemlig sagtens nydes alligevel.