Fra dagens rute

Det lakker mod efterår

Forleden morgen kunne det mærkes, efteråret.. Kølig brise, tågedis og edderkoppespind i græsset fyldt med vanddråber. Det var koldt for fingrene og jeg fortrød, at jeg havde ladet mine handsker ligge derhjemme.

Efteråret dufter af jord og tang. Særligt når man som jeg kan gå langs strandbredden helt tæt på og nyde disen, tangen og den kølige efterårsvind. Om lidt får bladene en helt anden farve og mange af dem lægger sig i min carport, så snart en efterårsstorm har været en tur forbi. Og en kost har jeg ikke endnu. Måske en sådan bør skrives på min ønskeliste, når jeg inden så længe har fødselsdag. Bare så bladene ikke skal finde ind i bilen også.

På mine utallige vandreture på Venø, er jeg ofte kommet forbi denne havelåge. Bag den gemmer sig den skønneste have. Dem som bor der, har sans for havebrug. Der er altid et mægtigt blomsterflor i alverdens farver. Selv nu, hvor haveåret går på hæld, er der et hav af blomster og det er en fornøjelse at kigge ind over den havelåge.

(mere…)

Magiske skyformationer

En smuk morgen var det i dag i mine lyserøde vandresko. Der var så ganske magiske og fortryllende skyformationer i horisonten. Jeg måtte stå stille lidt og betragte synet et øjeblik.

Og blev så ganske overvældet og varm om hjertet. Det gør jeg hver gang, når Limfjorden som her, viser sig fra sine allerbedste sider. Men jeg må sige, det kun er ganske få gange, hvor jeg ikke er blevet betaget af det her udsyn ind mod Sallingkysten..

De smukke udsigter gør, at jeg for hver dag der går, føler mig mere og mere heldig over, at jeg bor her og kan opleve dette, bare ganske få skridt udenfor min dør.
Nogle dage lader det sig ikke gøre, at gå der på stranden. For da er den er helt væk og fyldt med vand. Det er, hvis det har blæst meget, så der er presset meget vand i Limfjorden, og der samtidig er højvande.
Så må jeg vende om og vente til en anden dag at gå strandtur. I hvertfald på den side af øen. Det er fordelen ved at bo på en ø. Der er altid en vandside at vælge.

Forfulgt af måger

Torsdagen blev skudt i gang med grå regnvejrsskyer. Der kom store, tunge dråber. Igen. Ryan kom forbi dryppende af regn og fortalte mig om en ledig bolig til vinter. Hvis jeg ville. Og hvis min plan om sommerhuset ved siden af glipper. Nu lever øens navn virkelig op til, hvad den er –  VEN ø. For hold nu op, så megen venlighed, jeg møder her.

Kort før frokost vendte vejret. Blå himmel åbenbaredes mellem truende mørkegrå skyer. Til gengæld blev de hurtigt blæst væk af en jævn vind fra vest. Heldigvis er der læ på østsiden. Så mine lyserøde vandresko blev straks sendt i den retning. Min plan var rundt om Nørskov Vig. For at se på sæler.  https://da.m.wikipedia.org/wiki/Nørskov_Vig 

Kom forbi den skønneste mark med moden havre og gik videre nynnende på “Jeg er havren, jeg har bjælder på”

Vel ankommet til stranden gik jeg i den strideste vind. Blæsten rev fat i alting. Mit hår stod næsten vandret. En sejlbåd i bugten lå med den ene side i vandkanten og den anden op mod himlen. På bølgerne var hvide skumtoppe.

Straks jeg nåede pynten stik nord, blev jeg angrebet af vrede måger. De ønskede åbenbart ikke, jeg skulle forbi deres residens. Jeg prøvede op til flere gange. Men mågerne og jeg blev enige om, det var bedst, jeg vendte om. Vinden var alligevel også blevet for meget. Så den tur må jeg gøre en anden dag. Udstyret med paraply som skjold, så jeg ikke får en måge i nakken.

Gik tilbage på skrænten og følte mig som bjergbestiger. Men deroppe var den skønneste udsigt. Garanteret bedst i lidt mere stille vejr, så den velfortjent kunne nydes. Længe. Men lyngen var lilla. Næsten.

 

Kommer der mon dyr uden vinger til Venø

En smuk onsdag morgen åbenbarede sig, da jeg stod op. Jeg vidste regnen truede i det fjerne, så jeg skyndte mig at tage mine lyserøde vandresko på. Ned til vandet med mig. På østsiden hvor solen er stået op. Den skal nydes den tid den er her, solen.

Det er sanser på overarbejde. Jeg suger til mig. Alt det hele gemmes og lagres til det bliver januar, råkoldt og bidende.

Jeg kom forbi grankogler i hobetal. Det så ikke ud til at der var spist af nogle af dem. Overhovedet.

Mens jeg funderede over, om der mon ikke findes et eneste egern her på Venø, mødte jeg Ryan. Som stod og gjorde pænt til efterskoleeleverne. Han kunne fortælle at der ikke er nogle egern her på øen. Og heller ikke muldvarper. Og så berettede han om en mink, som for år tilbage tog færgen herover. Flere gange frem og tilbage. Den kunne godt lide de søstjerner, som findes her. Og så blev den ved at komme.

Mon egern kan opdrages til det? Der er ihvertfald rigelig mad. Muldvarper behøver vi vist ikke. Jeg tror, der er mange, som er glade for deres flade græsplæner.

Og pænt blev det ved efterskolen. Nu kan eleverne og deres forældre holde parkeret med biler og trailer under træerne, uden at få antennen revet af og ridser i taget. Når de kommer om fjorten dage. Og så bliver der ved med at være liv på Venø efter turisterne er taget hjem.

Livet er godt og tiden er rigelig. Om lidt venter solsengen og en god bog i ørene.

Imellem duvende Limfjord og regntunge skyer

Det har været en feriemandag lige efter mit hovede. I hvertfald her til formiddag. For solen stod på lur og kiggede lunende frem bag høje fjerlette skyer.

Dagen begyndte med lang gåtur i lyserøde vandresko. Og rygsæk pakket med vandflaske og vindjakke. For man ved aldrig om vejret skifter. Og jeg havde planlagt hele sydspidsen af Venø rundt i dag. Det er ca 10 km.

Ved badestranden holdt en bil uden mennesker parkeret. Jeg hørte hvin og småsnakken på et andet sprog end dansk. Da jeg kom helt hen til vandkanten, stod bilens mennesker ude i det blikstille vand. Kun det øverste af deres kroppe var at se. Og så deres store fiskestænger.

Sommersolen bagte og der er skønt i skyggen, synes nogle får jeg mødte, nok at sige.

Et væltet træ jeg kom forbi, blev perfekt siddeplads for en tørstende sjæl som mig. Der var dømt pause og udsigtsnydelse.

Rundende sydspidsen kom regntunge skyer i min retning. Det lynede tilmed. Jeg rubbede fødderne, men nåede ikke helt hjem, før tunge dråber væltede ned i nakken på mig. Jeg blev næsten ikke våd. For jeg havde jo husket vindjakken. Heldigvis.

Men når den gider, er der ikke meget som slår en dansk sommer.  Sådan som den præcis gad her til formiddag. Trivielt og kedeligt er vejret her til lands aldrig.

Hvor er det spændende…

        

Første indlæg skydes i gang med disse smukke udsigter. Selvom det blæste ret kraftigt i går, er det altid muligt at finde steder med læ her på Venø. Jeg er bestemt ikke fan af blæsevejr. Og alligevel er jeg flyttet til et sted, hvor der sjældent er helt vindstille. Men det er på grund af det med læ sider. Altid kan jeg finde en rute, hvor der er smukt og næsten vind stille, på mine utallige gå ture rundt på denne ø. Her er kuperet og masser af høje træer. De giver læ og jeg kan nyde lyden af vinden i trætoppene, Limfjordens brusen og fuglesang.

Hvis det blæser for meget, siger fuglene ikke noget og lyden fra trætoppene bliver lidt hylende og pibende. Og så kan jeg nu godt finde på at gå rundt med lydpropper i ørerne og lytte til en god lydbog. Så kan udsigten nemlig sagtens nydes alligevel.