Uncategorized

Afsked

Sognepræst på Venø, Per Mikkelsen

I søndags, på en meget varm sensommerdag, tog venøboerne afsked med sin sognepræst, der gik på pension. Velfortjent, men sørgmodigt fordi Per har en helt unik personlighed, som næsten hver søndag har fyldt den lille kirke med humor, indføling og høj skønsang.

Med sine næsten to meter fyldte han godt op foran alteret i sin sorte præstekjole. Og prædikenerne var noget helt for sig selv. Som kirkegænger blev man grebet af hans historiefortællinger, som ofte omhandlede hans egne oplevelser fra barndom og voksenliv eller han refererede til tekster fra skønlitteratur, som han havde læst og selv var blevet grebet af.

Indenfor i Venø kirke

Altid var prædikenen præget af humor og ofte har jeg siddet og haft lyst til at klappe højt under min latter, fordi det føltes som om jeg her i kirken var til en stand up komedie. Uhøjtideligt var det at være til gudstjeneste med Per Mikkelsen som præst. Det bliver svært at skulle være den, der kommer efter ham. Spændende bliver det, om der kommer en ny præst og bor i præstegården ved siden af kirken, eller om vi må “nøjes” med lånte præster fra Struer sogn

Afskedsfest

Venøboere til afskedsreception

Fest blev der, selvom det også var vemodigt at tage afsked med præsteparret. Talerne og sangene blev fremført i humoristisk ånd, så det blev grinet og klappet indimellem tårerne. De to tidligere præster på Venø, havde skrevet og sang lystigt sange om Venø og præsterne der. Blandt andet havde de fået fat i at Per Mikkelsen en dag havde glemt sin alterbog og præstekjole derhjemme på Venø, kørte for stærkt for at nå færgen og blev blitzet af politiet..

Heldigvis bliver Karin og Per Mikkelsen på øen. De er flyttet 200 meter mere syd på til “ nimmer nutten ” som de selv kalder stedet. Vi blev alle opfordret til at give et dyt, når vi kører forbi så de begge kan høre hvornår en venøbo kører forbi.

Det regner og regner…

I morges på min gåtur buldrede og bragede det. Jorden rystede nærmest under mig. Jeg var gået hjemmefra i solskin, men med truende skyer i horisonten. På en ø lyder tordenvejret dobbelt så højt som inde i landet, og det ruller ligesom rundt længe…

Jeg blev ved med at gå og tænkte, at jeg godt kunne nå et par kilometer i dag. Farten satte jeg lidt op men tog mig tid til at betragte hullerne fra buksebierne for at se, om jeg igen i dag kunne være heldig at se dens arbejdsiver med at grave jorden baglæns op af hullet.

Buksebi bo

Den kom slet ikke frem i dag, som om den kunne mærke at den ville blive våd, hvis den dukkede frem?

Da jeg med lynets hast var på vej med næsen i retning af hjem, kom jeg lige forbi blomstrende lilla lyng og tænkte, at det nu lakker mod enden med sommeren, desværre.

Jeg elsker nemlig blå himmel, lune sommeraftener med rosévin i glasset, fuglesang og summende insekter. Hvert eneste år i vinterhalvåret savner jeg dette og glæder mig usigeligt til sommeren dukker op igen.

Men i dag på min gåtur var solen hurtigt væk bag store, tunge og regnvåde skyer. Jeg nåede lige indenfor døren derhjemme da himlen åbnede sine sluser og regnen bare væltede ned… jeg følte mig godt nok heldig lige der!

Lang tid siden sidst…

Jeg har været fraværende, længe… jeg fik et brud på rygsøjlen i december 2017, og siden har jeg været underdrejet. Har ikke kunnet gå ture som jeg plejer og i det hele taget har jeg haft brug for at restituere..

Men Venø er et rigtig godt sted at restituere.. her er hjerterum og søde naboer… og så er der ro og fred…

Jeg købte det lille hus, jeg drømte om at få… og glædes hver eneste dag over at bo på denne skønne plet i Limfjorden. Så jeg kommer troligt igen… skulle bare have tid😊