Afsked

Sognepræst på Venø, Per Mikkelsen

I søndags, på en meget varm sensommerdag, tog venøboerne afsked med sin sognepræst, der gik på pension. Velfortjent, men sørgmodigt fordi Per har en helt unik personlighed, som næsten hver søndag har fyldt den lille kirke med humor, indføling og høj skønsang.

Med sine næsten to meter fyldte han godt op foran alteret i sin sorte præstekjole. Og prædikenerne var noget helt for sig selv. Som kirkegænger blev man grebet af hans historiefortællinger, som ofte omhandlede hans egne oplevelser fra barndom og voksenliv eller han refererede til tekster fra skønlitteratur, som han havde læst og selv var blevet grebet af.

Indenfor i Venø kirke

Altid var prædikenen præget af humor og ofte har jeg siddet og haft lyst til at klappe højt under min latter, fordi det føltes som om jeg her i kirken var til en stand up komedie. Uhøjtideligt var det at være til gudstjeneste med Per Mikkelsen som præst. Det bliver svært at skulle være den, der kommer efter ham. Spændende bliver det, om der kommer en ny præst og bor i præstegården ved siden af kirken, eller om vi må “nøjes” med lånte præster fra Struer sogn

Afskedsfest

Venøboere til afskedsreception

Fest blev der, selvom det også var vemodigt at tage afsked med præsteparret. Talerne og sangene blev fremført i humoristisk ånd, så det blev grinet og klappet indimellem tårerne. De to tidligere præster på Venø, havde skrevet og sang lystigt sange om Venø og præsterne der. Blandt andet havde de fået fat i at Per Mikkelsen en dag havde glemt sin alterbog og præstekjole derhjemme på Venø, kørte for stærkt for at nå færgen og blev blitzet af politiet..

Heldigvis bliver Karin og Per Mikkelsen på øen. De er flyttet 200 meter mere syd på til “ nimmer nutten ” som de selv kalder stedet. Vi blev alle opfordret til at give et dyt, når vi kører forbi så de begge kan høre hvornår en venøbo kører forbi.

Det regner og regner…

I morges på min gåtur buldrede og bragede det. Jorden rystede nærmest under mig. Jeg var gået hjemmefra i solskin, men med truende skyer i horisonten. På en ø lyder tordenvejret dobbelt så højt som inde i landet, og det ruller ligesom rundt længe…

Jeg blev ved med at gå og tænkte, at jeg godt kunne nå et par kilometer i dag. Farten satte jeg lidt op men tog mig tid til at betragte hullerne fra buksebierne for at se, om jeg igen i dag kunne være heldig at se dens arbejdsiver med at grave jorden baglæns op af hullet.

Buksebi bo

Den kom slet ikke frem i dag, som om den kunne mærke at den ville blive våd, hvis den dukkede frem?

Da jeg med lynets hast var på vej med næsen i retning af hjem, kom jeg lige forbi blomstrende lilla lyng og tænkte, at det nu lakker mod enden med sommeren, desværre.

Jeg elsker nemlig blå himmel, lune sommeraftener med rosévin i glasset, fuglesang og summende insekter. Hvert eneste år i vinterhalvåret savner jeg dette og glæder mig usigeligt til sommeren dukker op igen.

Men i dag på min gåtur var solen hurtigt væk bag store, tunge og regnvåde skyer. Jeg nåede lige indenfor døren derhjemme da himlen åbnede sine sluser og regnen bare væltede ned… jeg følte mig godt nok heldig lige der!

Lang tid siden sidst…

Jeg har været fraværende, længe… jeg fik et brud på rygsøjlen i december 2017, og siden har jeg været underdrejet. Har ikke kunnet gå ture som jeg plejer og i det hele taget har jeg haft brug for at restituere..

Men Venø er et rigtig godt sted at restituere.. her er hjerterum og søde naboer… og så er der ro og fred…

Jeg købte det lille hus, jeg drømte om at få… og glædes hver eneste dag over at bo på denne skønne plet i Limfjorden. Så jeg kommer troligt igen… skulle bare have tid😊

Limfjorden rundt

 

Hvor var jeg heldig den morgen, hvor jeg skulle med færgen på arbejde og alle deltagende træskibe fra kapsejladsen Limfjorden rundt skulle igennem den lille passage, hvor færgen sejler frem og tilbage mellem Venø og Kleppen.
For det første viste vejret sig bare fra sin allerbedste side: blå himmel, kun en svag brise kunne fornemmes så det kunne høres, hvad der blev talt om ombord på de flotte træskibe…

 

Jeg måtte knibe mig selv i armen, for jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Andægtigt zigzaggede færgen sig gennem mylderet af de imponerende skibe, som bare blev ved og ved at komme i en lid strøm. Normalt er det træskibe og andre fartøjer, som skal holde tilbage for færgen, men i dag var åbenbart en undtagelse, til stor morskab for mig, som knipsede det ene foto efter det andet af skibe, som susede på tværs..

Hold nu op hvor jeg synes jeg er et heldigt væsen. Igen en ting jeg er kommet til at elske ved at blive øboer. At komme tæt på sejlbegivenheder, som jeg altid har været meget begejstret for.

 

Besøg igen…

Jeg kunne fortælle dag ud og dag ind om besøg af mine børnebørn. Jeg rent ud sagt elsker, når de kommer. De spreder så megen glæde, begejstres over de mindste ting. Som foreksempel et springvand på parkeringspladsen i Struer.
Jeg havde heldigvis masser af tid.. og færgen sejler jo hver halve time i weekenden, så vi skulle nok nå de ting, vi skulle hjem for at nå..

Imens nød jeg synet af glade børn som på trods af formaninger om ikke at blive våde, alligevel blev det… Godt vi havde tørt tøj derhjemme.

Senere på weekenden blev det også til krabbefangst, krabbevæddeløb og sommerens sidste badetur. De hævdede begge to at det ikke var koldt at komme i. Men jeg tror dem ikke, for maven er trukket godt ind og hvis hvinene kunne høres her, ville heller ikke I være i tvivl om hvor koldt vandet egentlig var.
Men børn skal bade når solen skinner. Det er ganske vist. Og nu går der mindst et halvt år igen inden der kan bades igen.. med mindre man da er en vinterbader. Og det bliver jeg aldrig! Heller ikke selvom det siges, at det skulle være så godt for krop og sjæl.
Næh så vil jeg nu hellere besøge Kurbad Limfjorden i Struer. Det er helt vidunderligt, varmtvandsbassin, spabad, sauna i enhver tænkelig temperatur mv.. og så er der en helt fantastisk udsigt fra bassinerne ikke mindst…
Der vil jeg varmt anbefale jer et besøg..

Morgenstund har guld i mund

Sådan lyder en velkendt salme af Grundtvig. Og jeg kan da om nogen sagtens skrive under på det. Sikke en himmel der var mod øst for leden dag, hvor der var en smule sol fra morgenstunden.

I disse dage har det dog kun været kortvarigt. Hold da helt op, hvor har det regnet. Og hvor er det koldt. Jeg har fundet handskerne frem og bruger dem flittigt.
De tykke sokker ligger også i nå afstand, så de nemt kan trækkes på fødderne.
Når det så er sagt, så er det virkelig livsbekræftende og vidunderlig smukt, når solen kigger ind af mit køkkenvindue på denne helt fantastiske måde og at jeg stadig kan gå en tur ved stranden en tidlig morgen, og se solen stå op. Nu dog med lidt mere tøj på end for bare ganske få uger siden.

Det er desuden svært at vænne sig til, det hurtigere bliver mørkt om aftenen. Jeg må virkelig have investeret i en lommelygte. For her hvor jeg bor, er der ingen gadelygter. Så det er meget, meget mørkt, når solen lidt mere tidligt end i sommer, går ned mod vest.

På trods af skyerne som hænger på himlen, tunge og mørke og jeg kan mærke efteråret blæse sig ind over Venø, så har det sin charme at putte sig under et tæppe, tænde masser af stearinlys og fyre op i brændeovnen, når mørket sænker sig og gardinerne er trukket for.
Det er vist det vi allesammen kalder for hygge. Er det ikke?

Det lakker mod efterår

Forleden morgen kunne det mærkes, efteråret.. Kølig brise, tågedis og edderkoppespind i græsset fyldt med vanddråber. Det var koldt for fingrene og jeg fortrød, at jeg havde ladet mine handsker ligge derhjemme.

Efteråret dufter af jord og tang. Særligt når man som jeg kan gå langs strandbredden helt tæt på og nyde disen, tangen og den kølige efterårsvind. Om lidt får bladene en helt anden farve og mange af dem lægger sig i min carport, så snart en efterårsstorm har været en tur forbi. Og en kost har jeg ikke endnu. Måske en sådan bør skrives på min ønskeliste, når jeg inden så længe har fødselsdag. Bare så bladene ikke skal finde ind i bilen også.

På mine utallige vandreture på Venø, er jeg ofte kommet forbi denne havelåge. Bag den gemmer sig den skønneste have. Dem som bor der, har sans for havebrug. Der er altid et mægtigt blomsterflor i alverdens farver. Selv nu, hvor haveåret går på hæld, er der et hav af blomster og det er en fornøjelse at kigge ind over den havelåge.

(mere…)

Besøg er det dejligste

For et par uger siden fik jeg besøg. Min yngste datter og svigersøn var kørt fra Vejle til Venø. En tur på knapt to timer.

Det er første gang de kommer forbi Venø, imens jeg bor her. Jeg glædede mig som et lille barn til at vise dem, hvor smukt her er. Sådan at de fik lyst til at komme igen. På trods af den lange køretur. Og jeg tror de blev forelsket. Ligesom jeg.

Vi gik en lang tur ud til Nørskov Vig. Vi håbede at få et glimt af de spættede sæler, som ofte ligger der ude på sandtangen. Det var et smukt stille vejr, den fredag eftermiddag de kom. Og mågerne lod os gå forbi, men dog under kraftige protester af lyd.

Nogle gange kan passagen godt vades over. Men i dag var der både for dybt og for meget strøm til at vi turde prøve. Så vi måtte gætte på, om de sortgrå pletter, vi kunne skimte ude på tangen var de berømte sæler. Vi besluttede at det var det.. imens vi ærgrede os over, vi ikke havde en kikkert med os, så vi kunne have set det helt tydeligt.


På vejen tilbage langs stranden mødte vi dog en ganske lille sæl liggende i tangen. Vi blev enige om det måtte være en babysæl, som lå og solede sig lidt. Vi kom ganske tæt på, inden den forlod stranden ligeså stille og gled ud i vandet for at finde sin mor.

Mine gæster blev for at overnatte. De oplevede en nat i fuldkommen stilhed. Uden motorstøj af nogen art, bælgmørkt uden gadelygter samt behagelig temperatur i soveværelset. Og de ville rigtig gerne vende tilbage til Venø en anden gang.

Marily Anne, du er i mine drømme

Der er altså noget ganske særligt ved store træskibe. De ser så majestætiske ud, når de stolt kommer sejlende for vinden. Men smukke er de virkelig også, når de ligger til kaj. Der noget særligt dragende ved dem. I hvertfald hvis man spørger mig.
Forleden rundede den tremastede skonnert Marilyn Anne Venøs sydspids, netop som jeg skulle til at med færgen over.
Den kommer nu af og til forbi Venø, da dens hjemmehavn er Struer, som ligger lige i nærheden.
Det så virkelig smukt og andægtigt ud, da den kom sejlende ganske langsomt.

 

Den kom til at minde mig om Tall ship races.
Det er en kapsejlads for store skoleskibe, som foregår rundt om i verden hvert år. De har gæstet Danmark flere gange, og der er skam danske skibe med.


I 2015 var det i Ålborg og Århus havn. Til næste år 2018 kommer de forbi Esbjerg. Og så er jeg HELT sikkert at finde på kajen. Jeg nyder stemningen og det flotte skue af de mange træskibe køl mod køl. Men ikke mindst er det en fantastisk oplevelse, at se alle skibene sejle ud af havnen, når de drager videre på deres togt.

Jeg får altid kuldegysninger af fryd og udlængsel, når de drager afsted for fuld sejl. Får lyst til at se fjerne horisonter og nye folkeslag, på et stort skib blæst afsted med vinden. Men jeg må nøjes med drømmen samt at se ”kurs mod fjerne kyster” i TV.

For jeg kender ikke lige nogen med en tremastet skonnert, der kunne tage mig med på rejsen. Dejligt var det nu med den drøm, som blev skabt af Marilyn Anne, der lige kom en smut forbi Venø.

Jeg drømmer og planlægger fremtiden

Det er så dejligt at drømme. Og ønske sig det allerbedste for sin fremtid. Det er lige det, jeg gør for tiden.
Jeg undersøger, ringer rundt, snakker med både kommunalt ansatte, ejendomsmæglere, ja sågar en lokal tømrer.
Jeg drømmer og undersøger, hvordan jeg kan blive boende på Venø. For det ønsker jeg mig allermest i hele verden.

 

Jeg drømmer om at kunne blive ved med at se solnedgange som disse, lige udenfor mine vinduer.
Jeg drømmer om at have skønne udsigter, fred og ro samt duften af tang og hav lige udenfor min dør.
Og så drømmer jeg om, at det lille hus jeg har kig på, en dag bliver mit.
Så jeg kan få fred i mit sind og glæde i mit hjerte, når alle mine drømme forhåbentligt inden længe bliver til virkelighed.
Der er ikke noget jeg hellere vil.